RASK.INFO
Om Sportscar Event
Fede biler og glade børn. Sportscar Event er et velgørenhedsarrangement til fordel for Børnecancerfonden. Kom og oplev synet og lyden af de vildeste drømmebiler fra Lamborghini, Porsche, Ferrari og mange flere og få fantastisk oplevelse for hele familien. Har du benzin i blodet, kan du endda købe en turbillet og få 2 uforglemmelige omgange som co-driver i din drømmebil.
"Samarbejdet med Sportscar Event har fået stadig større betydning. Samarbejdet opfylder flere meget vigtige funktioner for fonden. For det første giver det de syge børn og deres familier en stor oplevelse på børnedagene. Børnenes ansigter lyser af glæde og stolthed, når de sidder ved siden af føreren i drømmebilen. For det andet skaffer Sportscar Event meget store pengebeløb til Børnecancerfonden, som gør det nemmere for os, at opfylde vores formål. For det tredje får Sportscar Event en betydelig offentlig bevågenhed og presseomtale, som er med til at gøre Børnecancerfonden mere kendt. Der er ingen tvivl om, at Sportscar Event og de mange mennesker der, uden at få penge for det præsterer et stort arbejde i forbindelse med arrangementerne, hører til Børnecancerfondens bedste venner."
Sportscar Event køres hvert år på FDM Jyllandsringen ved Silkeborg og FDM Sjællandsringen ved Roskilde, samt i forbindelse med udstillinger i MCH Messecenter Herning. Sportscar Event har siden starten i 2000 vokset sig til en større og større begivenhed, der formår at samle et helt unikt felt af supersportsvogne på dansk jord. Siden starten i 2000 har Sportscar Event doneret mere end 8 millioner kroner til Børnecancerfonden og via vores arrangementer været medvirkende til at gøre opmærksom på Børnecancerfondens vigtige funktion og arbejde.
Vi håber, at du vil bidrage til at gøre en forskel og ser frem til at byde dig velkommen til Sportscar Event 2013 på FDM Sjællandsringen eller FDM Jyllandsringen.
Copyright © All Rights Reserved